Nu har jeg i flere år truet både mig selv og andre med at oprette en blog og nu skal der gøres noget ved det… Så er spørgsmålet jo bare hvad sådan en dimmer skal handle om, for et tema bør der være, synes jeg selv. Og siden jeg altid har fundet nærmest neurotisk ro ved at gå og rode kældre og kasser igennem i plade- og genbrugsbutikker for at finde vinylplader, er det oplagt at dele min glæde over dem her. Som årene går, bliver det oftere og oftere de små syvtommere, jeg står over med støvede fedtede fingre. De har sin egen charme, som jeg nok senere skal forsøge at beskrive nærmere, men den tid den sorg. Skidtet skal sparkes i gang og hvordan bedre end med Grete Klitgaards ”Sambo ku’ li’ mambo” fra 1958?

Den er med på EP’en ”4 Favoritter”, som jeg i sin tid fandt hos Genbrugsland i Holstebro – en dejlig butik drevet af Danmission, der  er en ”folkekirkelig missions- og udviklingsorganisation” som arbejder i 3. verdenslande. Om det er fra de varme lande, inspirationen til ”Sambo ku’ li’ mambo” er kommet, skal stå usagt, men tekstforfatter Kjeld Bonfils har i hvert fald været ret betaget af mambo og store mørke mænd. At han så mener mamboen skulle have rødder i Mexico, ser man gerne gennem fingre med til gengæld for linjer som ”En svensker ka’ li’ hambo/Men Sambo ku’ nu bedst li’ mambo/Og ingen ku’som han/Næ, han var dagens mand”… Nyd selv denne perle (no pun intended) fra en helt helt anden tid.

Grete Klitgaard: Sambo ku’ li’ mambo