Siw Malmkwist: Jazz Bacillen

Som min ven Christian nævnte, da han yderst generøst gav mig denne syvtommer, så er Siw Malmkwist vist ikke den første, der har været ved lægen med musikbaciller. Det lader til tonerne fra både beat, jazz og rock kan sætte sig til en værre influenza, hvis man ikke passer på! Men så er det godt, at lægen udmærket ved, at medicinen til den slags findes i pladebiksen.

Svenske Siw var ligesom vores egne Dorte Kollo og Gitte Hænning leveringsdygtig i hits på både skandinaviske og mellemeuropæiske sprog. “Jazz Bacillen” var gennembruddet, hvilket eksistensen af jazzbacillen.com i høj grad vidner om. Som bloggen Capac allerede har skrevet udførligt om, så optrådte Siw også med Lee Hazlewood og har endda indspillet en svensk udgave af Nick Caves “Where the Wild Roses Grow”. Jojo, en driftig dame med en fantastisk stemme og heldigvis stadig ikke kureret helt for bacillerne.

Lord Rockingham’s XI

Sommerferien har været ovre et par uger, og jeg er så småt ved at være i gear igen. Særligt et bryllup i den forgangne weekend var med til at lade batterierne op, for det var simpelthen en perfekt dag. To utroligt søde mennesker fik velsignet en hemmelig tur på rådhuset, og så var det ellers hjem i haven til klassisk havefest som man burde se dem på film. Efter friske indslag som isvafler, badetur i søen, pizza fra stenovn, spontane taler, en delikat vitello tonnato og en frisk daiquiri var det tid til dj-sets fra familie og venner. Her skal brudgommens far særligt fremhæves for sin dejligt eklektiske smag og kravet om mikrofon til at kommentere numrene med. Ikke et eneste ondt ord om mit eget fædrene ophav, men jeg ville blive utrolig stolt, hvis min far både spillede The Cure, 60’er oldies, Kraftwerk og ”Macarena” indenfor den samme time.

Alle dj’s råspillede musik fra før farfar var ung og det opskruede tempo fik gang i dansen. Jeg nød at få svunget de gamle skanker med fruen igen efter en alt for lang pause på den konto. Efter en afsending af ønsker med lysende miniluftballoner ind over Silkeborg by fik min ven, Q, og jeg lov til at styre musikken en times tid. Som altid en fornøjelse at se Rock Nalle vække opsigt med ”Jeg Ka’ Li’ Store Babser”. Alt i alt en rar dag i den klassiske havefests tegn.

Den mest kendetegnende sang fra min del af dj-settet må være Lord Rockinham XI’s ”Hoots Mon”, som jeg havde rippet specielt til lejligheden. En knaldet sag med et opskruet tempo, der mest af alt minder om temaet til Benny Hill, ”Yakety Sax”. En dag vil jeg også have et orkester med så sejt et navn!

Gustav Winckler: Trula, Trula Trulala

Gustav Winckler må have været bare en anelse lummer. For på en sommerdag som den i dag fortæller han, hvordan han hoppede med toget ud i Hareskoven. En ganske almindelig og fin idé, når der er sol fra oven. Men varmen steg ham til hovedet, øjne blev sendt til en hed sag i kupéen og så ud og knække anemoner med nakken ude i skovbunden. Jojo, også i 1964 var kærligheden frimodig og frisk, men i dag lader det dog til ungdommen har lidt bedre styr på præventionen, så det ikke altid ender i trula trula trulala og så har konen barnevogn, og man har været en værre klovn.

Sådan går det når man begynder at læse mellem linjerne, for som legenden André Williams siger; i gamle dage kunne man ikke synge om sex som man gør i dag. “Back then you had to slide it in” (så’n cirka husket). He he. Nå’men god sommer derude. Jeg holder fri til engang, hvor der ikke er hedt som i en stegeovn.

Teddy & Chano: Jeg Ta’r En lille Een

Den tidligere “Nordens Cliff Richard”, Teddy Edelmann, udgør den ene halvdel af duoen Teddy & Chano, som i 1974 udgav singlen “Jeg Ta’r En lille Een”. En dejlig klagesang over det velkendte tema “konen er en bitter heks, så derfor er det oki Niels Lan Doky, at jeg drikker mig hønefuld på daglig basis.” Min favorit del af teksten går således: “Jo, jeg har en satans kælling/En gammel sur agurk/Hver gang jeg ser på hende/så må jeg ha’ en slurk/Hun folder sine hænder og samler sine ben/så det’ sgu da ikke mærk’ligt/at jeg ta’r en lille een”. Og det kan man jo have ret i…

Det er nu ikke fordi teksten vækker genklang her i Viby J, hvor min bedre halvdel faktisk behandler mig ganske pænt og fx gladeligt sender mig på Roskilde Festival (og pak bare diamantskæreren og knojernet ned i jordemordtasken igen, indbrudstyv. Familien er hjemme!). Søndag aften bliver tætpakket med The National, Kasabian og Pavement i måsen på hinanden, men ellers er koncertjagten vist endnu engang annulleret til fordel for gammelmandshyggen og noget arbejde…

PS. Google fortæller, at det “muntre” orkester De Glade Sømænd har genindspillet “Jeg Ta’r En lille Een”, der oprindeligt var en revytekst. Det projekt var dog gået min næse helt forbi, og skal vi ikke bare lade det være sådan? For er det ikke omtrent lige så pinligt som den nylige genopførsel af Four Jacks, selvom det går top ti?

Familien Andersen: Hej, sol – skin på mig

Jeg burde sidde og skrive på det indledende oplæg til mit speciale… Sidste ”almindelige” eksamensopgave blev afleveret for 14 dage siden, og nu står den så på den endelige store opgave. Den sidste kraftanstrengelse, om man så må sige. Min vejleder har bedt mig skrive tre sider frit fra hoften, hvor jeg argumenterer frem og tilbage over mit emne, som meget løst er sådan noget med ”Fremtiden for danske uafhængige pladeselskaber”. Egentlig ganske interessant, men mit hoved og min krop skriger på pause, fri, sommerferie, afslapning, middagslur så motivationen mangler lige nu. Derfor denne overspringshandling før jeg dykker ned i argumentationen igen og håber på, jeg kan klemme en side mere ud.

Det er sol, sjov og ballade, jeg higer efter. Ud på tur, ind i støvede genbrugsbutikker, spise store isvafler, ned på stranden og ud i koldt hav. Familien Andersen og Lille Bo må have haft samme stemning i kroppen, da de indspillede ”Hej, sol – skin på mig”, som de lavede til Far til Fire i Højt Humør fra 1971. Denne relancering af den gamle hitserie blev dog langt fra en succes, fordi de oprindelige skuespillere alle var udskiftet. Som Det Danske Filminstitut diplomatisk formulerer det: ”Der var almindelig enighed om at betragte genoplivningen af serien som mislykket”. Selv Lille Bo, der ellers havde begejstret voldsomt med ”Jeg har set en rigtig negermand”, kunne ikke overvinde publikum som den nye Lille Per. ”Hej, sol – skin på mig” er nu alligevel et hit på sådan en juni-sommerdag, hvor skyerne og solen gerne slås med hinanden!

Ducks: Jeg er skør med go-go

Ducks’ “Jeg er skør med go-go” får mig først og fremmest til at tænke på De Nattergales “Tømrersangen” (der selvfølgelig er et total rip-off af Monty Python, men det fandt denne vestjyde først ud af senere), hvor Uffe og Viggo gentager Carstens fortælling, indtil han springer ud som dametøjsentusiast og de springer fra. Ducks har dog skiftet det gentagende kor ud med en spøjs falsetvokal, der mest af alt lyder som om forsangerens skal moppes. Det er nu ikke helt fair, for efter et længere dus-forhold til både go-go, beat og soul er han løbet i et problem. Pigen, som ellers også var glad ved både go-go, beat og soul, er stukket af med den gode ven, og det er ikke noget at moppe med! Slet ikke når hovedpersonen i sangen så ender med at afskrive både go-go, beat og soul. Det er bare trist.

“Jeg er skør med go-go” er utrolig virkningsfuld og fortæller på under to minutter en klassisk rock’n'roll historie. At der så er tilføjet en vibrerende falset, gør det kun til et endnu større hit i min bog. Nu håber jeg bare vores ven kom sig over svinestregen og igen fik svunget hofterne til både go-go, beat, soul, pigtråd, funk, swing, rhythm n’ blues, rock n’ roll, afrobeat, punk, boogie woogie, easy listening, calypso, exotica, krautrock, new wave, no-wave, emo, nintendocore, outlaw country, christian rock, space-disco, pennywhistle jive og alt det jazz!

Grethe & Jørgen Ingmann: I Vort Skøre Lille Paradis

Jeg har lige så lige færdiggjort min sidste regulære eksamensopgave på mit universitetsstudie, og det føles fabelagtigt! 25 sider om Greenpeaces internetbaserede angreb på Nestlé, der kulminerede i en kommunikationsfadæse af karat på Facebook. Så er der kun specialet tilbage, før friheden og “fri-når-man-har-fri” venter derude. Filosofiske diskussioner og videnskabsteori har ærlig talt aldrig helt været mig, så det bliver fantastisk at komme ud til praktiske gøremål og noget så jysk, som at få noget fra hånden! (At det i virkeligheden nok er dagpenge og arbejdsløsheden, der venter, må vi se på til den tid).

Min opløftede stemning suppleres vældig godt af Grethe & Jørgen Ingmanns “I Vort Skøre Lille Paradis”, der med friske toner giver lovning om bedre tider i en næsten utopisk jungleverden: “Jukebox hører man i junglen/Gratis, hele døgnet rundt/Frugtsaft risler ned af bjerget/Uh, vi har det noget så sundt.” Der er livet sød musik, og jeg har drømt om det i månedsvis mens jeg skrev opgave. Hvad er der at sige… Softice, nødder og bananer, for ikke at tale om brune piger med sus i skørtet – jeg er på!

The Jimmy Castor Bunch: The Bertha Butt Boogie, Pt. 1

Jeg har holdt den her tilbage indtil foråret for alvor ramte os. Det gjorde det så ikke, men med fuld sol de næste seks dage på min The Weather Channel-widget er der vist ingen tvivl: Det er blevet sommer. Faktisk så meget at vi grillede på terrassen for første gang i aften. Hakkebøf til burger og så selvfølgelig et par pølser også, for lige at få det hele ud af kullene. På sådan en dag kan selv jeg blive fanget af go’ gammeldags funk, som jeg ellers kun indtager i begrænsede mængder.

Jimmy Castor er ikke alene kendt som The Everything Man men også som hjernen bag albummet Butt of Course (klik lige engang på det link for at se et kodylsejt cover), hvor “The Bertha Butt Boogie” er at finde. Der er skruet op for både humor- og sexknappen som Bertha og hendes Butt Sisters danser sig ind på The Troglodyte, Leroy og Luther. And they all knew that “The Bertha Butt Boogie” was now the thing to do!

The Box-tops: The Letter

Indrømmet. Jeg var en af dem, der ikke kendte Alex Chilton, før han døde i midten af marts. Og det er heller ikke meget, jeg er kommet efter det – endnu. Der er jo både Big Star og hans soloplader at dykke ned i. Men jeg er altså startet med 60’er-bandet The Box Tops, fordi BeautyBo (min seneste online pladepusher) havde nogle syvtommere med dem billigt til salg på QXL.

Og jeg er åbenbart startet et godt sted. Nemlig med bandets største internationale hit ”The Letter”, og som man her kan bevidne, havde den dengang kun 16-årige Mr. Chilton en stemme af karat. Det kan man ikke tage fra ham. Alene det må være nok til, at manden bør dyrkes noget mere. At der så også er sejt orgel med og at en af mine gamle helte, Jon Spencer, i dette interview siger mere end god for ham, gør ikke tingene værre. Skal tingene så virkelig sættes på spidsen kan man tage et kig på Wikipedia og finde ud, at Chilton blandt meget andet også har produceret albums for The Cramps. Der er vist ikke nogen undskyldning for ikke at grave.

Jeg kunne meget vel spille dette nummer på lørdag på Sway i Århus, hvor jeg battler mod Crunchy Frog Germany til Crunchy Frogs SPOT afterparty. Thee Attacks og The Tremolo Beer Gut spiller live, og så er der vist spammet nok for nu.

The Defenders – Mashed Potatoes

For efterhånden en del år siden sad jeg på en nybygget træterrasse med en flok venner og bekendte fra den århusianske filmklubsundergrund. Der var et stort æbletræ over os, som skiftevis skyggede for sommersolen og sendte grønne frugter ned i bærret på mig og de andre. Og der var bajere, anekdoter, peanuts og høje grin. Det var en skøn aften, og jeg husker den særligt, fordi der på bordet stod en orange Philips rejsegrammofon, som spillede læssevis af gamle syvtommere. Dengang var min egen samling meget beskeden og dækkede slet ikke tiden før 1980, som der ellers var fokus på. Vi hørte garanteret både Otto Brandenburg, Four Jacks, The Kinks og Manfred Mann, men det eneste jeg ved med sikkerhed er, at jeg blev utrolig begejstret for The Defenders’ ”Mashed Potatoes” den aften.

Lige siden har jeg været på udkig efter denne dejlige vinylsingle og i efteråret kom den i hus. I min sommer-på-terrassen-rus havde jeg ærlig talt glemt, hvor fragmenteret den egentlig er. Ja, faktisk kunne den betragtes som en slags visitkort for herrerne i Forsvarerne, der lige beviser, at de både kan lyde som Cliff Richard, Elvis Presley, Rolling Stones og endda noget så vildt som… The Defenders med ”Kom Maj Du Søde Milde”. Det er da sejt, hva’?

Tra-la-la-la-lu-la-la-lej til Thorkild for introduktionen.