Det er ikke ofte jeg har givet pixel- og serverplads til det, man kunne betegne som “smuk musik” her på bloggen. Kuriositeten, partysange, dansehits, ølviser og forrykte børnesange står i første række. Sådan skal det sådan set også være. Men Knud Pheiffers “Vidste Du Det?” ramte en tone i mig her til aften. Enkel instrumentering fra jazzhjørnet, en tekst om ulykkelig kærlighed, revysang og en melodi, der ikke kunne sælge sig selv til P3, påkalder sig ellers sjældent min opmærksomhed. Når det alligevel gør, må det være fordi det vugger mig ind i en melankolsk og dog stadig let tone, som er rigtig rar og afslappende på sådan en fredag aften, hvor jeg forsøger at formindske bunkerne af syvtommere i lejligheden.
Lad mig hurtigt tilføje, at både John Mogensen og Susanne Breining har indspillet senere udgaver af denne sang. Det er nu Jettes fremførsel i Gladsaxe Viseforening, der bedst viser hvor stærkt et værk “Vidste Du Det?” rent faktisk er. Se med her.
Jeg tygger lige på, om jeg skal løfte dette indlæg op til en større udladning angående mine tanker om offentlig støtte til kultur. Meeeen, jeg tror det gemmes til en anden god gang, hvor tiden føles knapt så knap, og Knud Pheiffers stemme ikke beroliger mig mindst lige så meget som den Franziskaner Dunkel, jeg har i glasset. God weekend.
“The clownprince of the avant-garde”. Så elegant er franske Jean-Jacques Perrey blevet beskrevet. For da den elektroniske musik trådte sine barnesko blev den oftest skabt af alvorlige mænd i hvide kitler. Men Jean-Jacques ville sætte smil på folks ansigter, så han skabte fjollet munter musik ved hjælp af båndloops og den seje ondioline, som var en af de første synthesizere (se den demonstreret her). Hans musik har været inspiration for mangen en elektronisk musiker, og det er da også en fornøjelse at høre køer muh’e, børne le og et væld af synths hikke og bloppe, når Perrey står for kompositionerne. Jojo, cd’er er uddøde, men det er nu stadig en god investering at anskaffe sig 3CD-boksen “The Out Sound From Way In!”, der samler hans vigtigste udgivelser. De tæller også to albums sammen med Gershon Kingsley, som nogle vil huske som manden bag det evige synth-hit ‘Popcorn’.
Jeg har ledt sporadisk efter syvtommere med Jean-Jacques Perrey i flere år, så glæden var stor, da min ven Christian gav mig den danske udgave af ‘The Little Ships’. En sang, der har alle de fede Perrey kendetegn: spøjse samples, kække næsten hoppende synthesizere og en melodi så glad, at den i over et år til stadighed vakte glæde som ringetone på en af mine gode gamle nokia-mobiler. Håber den har samme effekt i dag.
Da jeg var i starten af tyverne troede jeg, at jeg skulle have en tatovering af en lille raket for at huske barnet i mig. I mange år har jeg faktisk mest af alt holdt selve udførslen hen ved at spekulere over, hvilken placering der ville være bedst. Nu ved jeg, at jeg egentlig bare selv skulle have børn for at huske legesygen og den barnlige glæde over de små ting. For det var nok ikke den lille raket, der ville få mig til at udføre forsøg i få bobslæden hurtigst ned af kælkebakken, udskære skræmmende græskarhoveder, køre indkøbsvognsræs på Kvicklys parkeringsplads eller tusind andre rigtig sjove og barnlige ting. Ting, som jeg derimod har lavet sammen med mine børn, mens minderne fra min egen barndom og den barnlige glæde har boblet indeni. Dermed ikke sagt, at jeg ikke skal have en tatovering en dag. Men så bliver det af en anden grund.
Ligesom det kan boble af glæde indeni, når ens søn begejstret plasker ud af en vandrutsjebane og straks fægter med armene for at prøve igen, så bobler Les Surfs’ franske version af “If I Had A Hammer” af spilleglæde og overskud. Der er i hvert fald ikke meget tilbage af The Weavers’ originale folk-indspilning fra 1949. Derimod er det tydeligt at høre, at Les Surfs forlæg er Trini Lopez’ næsten lige så smittende indspilning fra 1963 (og den version jeg primært kender sangen fra). Men det franske, masser af råb i baggrunden og ikke mindst de mange håndklap gør nu, at Les Surfs helt sikkert har indspillet min favoritudgave.
NB: Som en lille kuriøs detalje kan jeg tilføje, at “If I Had A Hammer” er WikiLeaks’ “Inspirational Song”! Det giver nu ganske god mening, når man læser teksten.
Tage Grinderslev: Kun Et Lille Knald, Frøken Barsebäk
Jeg vil lade Tage Grinderslev fra Korsør føre ordet i dag og nøjes med at ønske godt Nytår!
Update – nu med teksten:
Kun et lille knald Frk. Barsebäk/Ellers blæser jeg væk/Det store knald kan jeg ikke li’/For så er vor forhold forbi/Fem minutter til klokken tolv/Din knaldfare gør mig så kold/Vor forhold får vist et ordentligt knæk/Hvis du knalder Frk. Barsebäk/Frk. Barsebäk, Frk. Barsebäk, din reaktor er vist lidt læk/Jeg løber ud i Pløresund/og gemmer mig på havets bund/Spar dit knald Frk. Barsebäk/For lyden gør mig så døv/Bevar vor fred, tag nu og prøv/og fri mig for atomets støv/Frk. Barsebäk, din knaldesæk, din reaktor er vist lidt læk/Jeg løber ud i Pløresund/og gemmer mig på havets bund/Frk. Barsebäk, du får halesmæk for din reaktor den er læk/Jeg løber ud i Pløresund/og gemmer mig på havets bund/Frk. Barsebäk, skyen! Du gjorde det!
Jeg vil supplere Flemmings allerede så fint leverede julestemning med et stykke fra vokalgruppen Four Jacks. En kvartet jeg ved tidligere lejlighed har sunget en delirisk skønsang om og nu igen med glæde kan hive frem. På en online indkøbstur faldt jeg nemlig over ‘De Glade Rensdyr’, som jeg ikke tidligere har set eller hørt, og dermed fik jeg endelig en jule-syvtommer der var værdig til denne side.
Sangen er ganske hyggelig, og der er selvfølgelig både klokker og bjælder med. Men mest interessant er det måske at høre, hvordan rensdyr i virkeligheden synger? Tilsyneladende på samme måder som smølfer, mus, pindsvin og andre væsener, der blev indspillet på plade i slutningen af 50′erne. Samtidig viser rensdyrene sig som nogle lattermilde dyr, der nyder arbejdet for julemanden. Og hvem ville egentlig ikke det?
Så kom der igen post fra Flemming aka. Organfairy, der som bekendt bygger og reparerer syntheziserer og bruger dem til at indspille de mest fantastiske covers af både kendte og mindre kendte sange. Og mens mit juleudvalg af syvtommere er yderst beskedent, så leverer Flemming her stemning for alle pengene:
Julen nærmer sig med raske skridt, så nu må det være passende at præsentere en dobbelt-jule-syvtommer med en musiker som engang var blandt pionererne, men som nu er stort set ukendt.
Peter Erling kom oprindeligt fra Vejle og startede som teenager med at spille først violin og senere harmonika og vibrafon. Men i årene efter 2. verdenskrig bragte den store Europæiske interesse for alt hvad der var amerikansk ham i en ny retning. Han fik mulighed for at købe et Baldwin elektron-orgel – et kæmpe skrummel fyldt med radiorør – og han blev derfor en af de første, hvis ikke DEN første, der spillede elektron-orgel (som ikke er det samme som et Hammond-orgel) i Danmark.
Det vakte en vis opsigt, og det blev også til flere pladeindspilninger, blandt andet denne dobbeltsyvtommer fra midten af 1960′erne, hvor han har opgraderet til en nyere Baldwin model. Den ene skive – “Julehygge” – er ret traditionel orgelmusik, måske inspireret af klangen fra Palladiumbiografens kinoorgel, der få år forinden var blevet revet ned. Den anden skive – “Børnenes jul” – er mere eksperimenterende.
Peter Erlings største styrke – og samtidig største svaghed – var at han nægtede at blive folkelig. Især efter at han senere fik et længerevarende engagement på Langeliniepavillonen i København så han sig selv som musikalsk ambassadeur, hvis fornemste opgave var at bringe finere dansk kultur ud til dem der satte pris på den. Dette betød at han blev anerkendt i snævre kulturkredse, mens den brede befolkning ikke anede hvem han var!
I 1970′erne – hvor elektron-orglet nu blev kaldt et el-orgel – blev han efterhånden trængt i baggrunden af de mere “poppede” organister. Mange husker nok Ole Erling (som i virkeligheden hedder Erling Olsen og derfor ikke er i familie med Peter Erling) og tyskerne Klaus Wunderlich og Franz Lambert som gjorde orgelmusikken til folkeeje. Samtidig steg interessen for selv at spille el-orgel hvilket Peter Erling ikke ubetinget brød sig om, da han mente at de små hjemmeinstrumenter, med deres rytmeboxe og øvrige automatik, ikke havde noget med rigtig musik at gøre.
Han fortsatte med at spille på Langelinie indtil slutningen af 1980′erne, og udgav lejlighedsvis en plade eller et kasettebånd. Han gav også en sjælden gang koncerter udenfor hovedstaden, men han blev dog, efter sin død i 1990, hovedsageligt husket som middagsmusiker på Langliniepavillonen.
Og nu må I have mig undskyldt, jeg skal afsted til en julefrokost…
Avs… så gik der søreme mere end to måneder hvor jeg ikke fik opdateret bloggen. Sådan kan det gå, når en lille ny kommer til verden og æder af ens fokus, tanker og ikke mindst nattesøvn. I mellemtiden har jeg dog fået skruet et mix sammen, der var tænkt som et underholdende element i min hustrus barsel. Der indgår hverken specielt kuriøse sange eller mange syvtommere i det, men jeg er nu godt tilfreds alligevel. En enkelt vinylsingle fik jeg dog sneget ind, nemlig The Box Tops: The Door You Closed To Me.
Memphis-orkestret The Box Tops har været forbi ramogens.dk før med “The Letter”, men jeg rammes nu stadig af Alex Chiltons stemme. Som der står på boxtops.com: “No American group since the Righteous Brothers had looked whiter and sung blacker than the Box Tops… Alex Chilton’s voice had more Memphis grit than was considered entirely proper for a white gentleman.” Teksten er dog temmelig trist og afspejler ikke særlig godt stemningen ovenpå barn #2. Indrømmet – familien er ret træt i det og overskuddet sprudler ikke just ud af mig. Men over det hele hænger glæden ved at have fået endnu en søn, som er blevet en del af vores familie og vi også skal (gen)opdage hele verden sammen med. Mon han bliver bange for sin skygge en dag? Mon han kan li’ når far spiller gamle plader? Mon han kan lide champignon? Hvem er den lille fyr egentlig? Det synes jeg er noget af det mest spændende ved at sætte et barn i verden. At lære det at kende og samtidig lære sig selv bedre at kende derigennem.
Nåmen, giv mit Our Future Days mix et lyt her, hvis du har lyst til at have hyggeren på en times tid i selskab med bl.a. Can, Tom Waits, Dixie Cups, Smokey Robinson & The Miracles og bob hund:
I dag er der en måned til min bedre halvdels terminsdato for vores andet barn. Så derfor lånes der vugge, flyttes på senge, samles reoler, holdes tysk kæresteweekend (havnerundfarten i Husum er en turistfælde! Hyggelig – medgivet – men utrolig dum), tænkes tanker og alt muligt andet, som ligesom skal forberede os på dette lille nye menneskes ankomst til familien. Det er spændende og ikke helt til at fatte selv anden gang. Samtidig hviler der en ro over mig, fordi vi jo har været der før og man nok skal klare det. Selv kolik, hoftedysplasi og what-not. Det ved jeg nu. At der er lys i den anden ende. Og det betyder en hel del.
Måske er det også på grund af den erkendelse, at Hr. Lorteland lyder så fornøjet mens han synger om, hvor drønirriterende hans datter egentlig kan være. Hun forstyrrer jo både hviletid, fodboldkamp og en sen aftenøl efter en lang dag. Men hvad gør det, når bare hun synes at farmand er en su-uu-permand? Sådan er livet så banalt, og det gælder ikke bare i musikkens verden men også her på matriklen.
Herb Alberts kække og altid forfriskende “Spanish Flea” er blevet noget gumpetung i Melody Mixers danske udgave. Faktisk i sådan en grad at “Den Spanske Elefant” ville være en mere passende titel. Men elefanter hopper selvfølgelig ikke så godt… Well, som så ofte før er det vigtigt at vende singlen og tage b-siden med. For når det kommer til “Abdulla” er der meget mere at sige!
Sangen har åbenbart bragt stor moro til de små hjem i slutningen af 60′erne. Og det kan man godt forstå, for er der noget mere sjovt end skør snak og eksotiske toner fra Saharas land? Jeg tror det ikke. Hør fx med her:
“Hør en sang om Abdulla Bambulla/en mand fra Saharas land/Han var sheik og bar rubiner/der var mange penge værd/havde ringe sat på alle sine tæer/Han var en stenrig mand med en rød turban/og han bar både dolk og sværd/Og hver aften klokken tolv red han ud på sin flotte kamel, der hed Knud”
Og så fortsætter historien ellers om Abdulla og den rappe mavedanserinde Fatima, der havde noget pjank for bag den fede sultans ryg. Særligt gengivelsen af både arabisk og kamelsprog får smilehullerne frem her på adressen. Og billedet af den labre larve Fatima, der spiser granatæbler og ser Fup Eller Fakta med Otto Leisner på et zebraskind for den sags skyld! Jeg håber, I vil værdsætte Melody Mixers kuriøse sang derude. Der er andet fint i vente fra dem til en anden go’ gang.
Ellers går livet sin vante gang i Viby J. Sommerferien var toppen, sneglen er tilbage på overlæben, Cirkus Summarum gjorde knægten helt kulret, og der gøres så småt klar til barn #2, som har meldt sin ankomst om et par måneders tid. Jo, der er nok at se til, hehe.
Vi skal forbi en artist som også for godt et år siden fik lov til at fylde disse pixels; nemlig The Jimmy Castor Bunch. Dengang var det Bertha Butt og hendes Butt-søstre, der stod i centrum mens Troglodyte er hovedperson på dagens single. Sjovt nok optræder alle parter dog på begge sange, selvom de udkom med tre års forskel. Og det giver god mening for det hele handler om mænd, kvinder, dans, sex og den søde søde funkmusik, som flød i brede baner i 70′erne. Se selv med her, hvor jeg har gjort en undtagelse og indlejret en video, fordi den er ret så morsom (det er fx ikke så tit man ser en cigarrygende dværg-huleboer rocke ud til sin rejsegrammofon!):
På grund af sin seje intro er “Troglodyte (Cave Man)” blevet samplet af ravl og krat fra Madonna over N.W.A. til DJ Shadow og Lil’ Kim & Phil Collins. For hvem har ikke lyst til at hapse et “What we’re gonna do right here is go back, way back, back into time”, når det bliver sagt af en wannabe neanderthaler med buksen fuld af fræk funk? Det er også et utrolig medrivende stykke musik, og hvis det ikke var fordi, at første halvdel af sommerferien allerede har forsikret mig om igen igen, at jeg ikke kunne være mere heldig med valg af hustru, så stod jeg nok selv i leopardpels og sang med om den primale jagt på hunkønnet.
