The Johnny Otis Show: Three Girls Named Molly Doin’ The Hully Gully
Jeg må blankt erkende, at jeg ikke anede en døjt om Johnny Otis, før jeg satte mig til at researche lidt på denne syvtommer. Men når hans wikipedia-opslag starter med at opremse denne liste over meritter, så må man næsten allerede få skammeren på: sanger, musiker, talentspejder, discjockey, sangskriver, arrangør, impressario, pladeproducer og præst. Videre kan man læse, at han opdagede den fantastiske Etta James, producerede og spillede trommer på Big Mama Thorntons originalindspilning af “Hound Dog”, har skrevet en bog om rock’n'roll-mad og af nogle kaldes “The Godfather of Rhythm & Blues”. Så er min hat taget i respekt og navnet indprintet til en anden god gang.
“Three Girls Named Molly Doin’ The Hully Gully” har forført mig for længst. Den har skabt smil på læben, vug i hoften og dans i køkkenet med både børn og kone. Alt det der good times-halløj, som jeg ikke kan stå for. Så da jeg ikke kunne lure hvilken syvtommer fra bunken, der passede dagens humør, var det en kærkommen gave at falde over denne prægtige danseperle. Egentlig en rimelig regulær sag, men med håndklap, trompet, pigekor og en tekst om tre piger, der danser en ny dans i en pladebutik, og så er jeg sgu solgt. Jeg håber, den gode stemning breder sig i dit hjem. Ja, og ikke mindst at andre end jeg fremover vil bide mærke i navnet Johnny Otis.
Keld & The Donkeys med Lena & Johnna: Limon Limonero
Får du nogle sommerfriske fiskefileter derude? Med godt med remo rørt op i creme fraiche på toppen og dynget til i citron? Eller går du efter fiskefrikadellen, som de serverer den dejligt grov på havnen i Lemvig? Det kan også være den står på hyldeblomstsaft (40 buketter, 1.300 gram sukker, 4 citroner, atamon)? Måske endda en klassisk citronfromage? Og presset af omstændighederne en bette drinks med citron i stedet for lime?
Jeg tror i hvert fald Keld Heick er på citronvognen eller også var der bare ikke nogle bedre udenlandske hits af lave coverversioner af lige den dag. Manden har trods alt spyttet flere sange ud end de fleste, og det er vel fair nok, hvis man ikke altid er ramt af guddommelig inspiration. Men med børnekor og et smil på læben kan man hive meget hjem, og i enden er det da blevet en ganske hæderlig kuriøs lille sag, ik’?
NB: Selve syvtommeren er begravet i en af mine mange stakke, og da klokken er ganske fremskreden, må der nøjes med et par flotte citroner (som i virkeligheden er appelsiner). Håber det går.
Jeg synes, livet trækker tænder ud i tiden. Provokerende langsomt og pinefuldt, hvis jeg må tillade mig at være så direkte. Måske er det bare vilkårene, og særligt sådan det er at have to små børn. Eller måske er jeg ikke gearet så godt til den opgave, som jeg kunne ønske mig. Under alle omstændigheder resulterer det blandt andet i, at jeg ikke får opdateret denne blog så ofte, som jeg gerne ville. Det betyder dog så langt fra, at jeg har udført den så omdiskuterede aktive dødshjælp på ramogens.dk. For der indkøbes stadig vinylsingler som om jeg var en rig mand, og et utal af indlæg er startet i tankerne.
Så om ikke så længe dukker der igen flere mærkelige og/eller seje indspilninger op på denne side. For i dag er en skilledag. I dag skete der noget. Rar snak, en fyldt svinemørbrad svøbt i bacon og en god ekstravagant brunello var med til at føre det på vej. Og det betyder, at Scenen Skifter Nu, som Christian Hjelm så flot synger. Ja, den er god nok. Du skal høre mere gammel musik fra gårsdagens syvtommere i de kommende måneder.
For selvom livet trækker tænder ud, har man et valg. Et valg om at tage kampen op, presse ja-hatten godt ned om ørerne og stædigt vade gennem stormen. Og det gør jeg nu. Ligesom Vitaminerne (og Alabama Shakes), der opfordrer til at hænge i.
Det er ikke ofte jeg har givet pixel- og serverplads til det, man kunne betegne som “smuk musik” her på bloggen. Kuriositeten, partysange, dansehits, ølviser og forrykte børnesange står i første række. Sådan skal det sådan set også være. Men Knud Pheiffers “Vidste Du Det?” ramte en tone i mig her til aften. Enkel instrumentering fra jazzhjørnet, en tekst om ulykkelig kærlighed, revysang og en melodi, der ikke kunne sælge sig selv til P3, påkalder sig ellers sjældent min opmærksomhed. Når det alligevel gør, må det være fordi det vugger mig ind i en melankolsk og dog stadig let tone, som er rigtig rar og afslappende på sådan en fredag aften, hvor jeg forsøger at formindske bunkerne af syvtommere i lejligheden.
Lad mig hurtigt tilføje, at både John Mogensen og Susanne Breining har indspillet senere udgaver af denne sang. Det er nu Jettes fremførsel i Gladsaxe Viseforening, der bedst viser hvor stærkt et værk “Vidste Du Det?” rent faktisk er. Se med her.
Jeg tygger lige på, om jeg skal løfte dette indlæg op til en større udladning angående mine tanker om offentlig støtte til kultur. Meeeen, jeg tror det gemmes til en anden god gang, hvor tiden føles knapt så knap, og Knud Pheiffers stemme ikke beroliger mig mindst lige så meget som den Franziskaner Dunkel, jeg har i glasset. God weekend.
“The clownprince of the avant-garde”. Så elegant er franske Jean-Jacques Perrey blevet beskrevet. For da den elektroniske musik trådte sine barnesko blev den oftest skabt af alvorlige mænd i hvide kitler. Men Jean-Jacques ville sætte smil på folks ansigter, så han skabte fjollet munter musik ved hjælp af båndloops og den seje ondioline, som var en af de første synthesizere (se den demonstreret her). Hans musik har været inspiration for mangen en elektronisk musiker, og det er da også en fornøjelse at høre køer muh’e, børne le og et væld af synths hikke og bloppe, når Perrey står for kompositionerne. Jojo, cd’er er uddøde, men det er nu stadig en god investering at anskaffe sig 3CD-boksen “The Out Sound From Way In!”, der samler hans vigtigste udgivelser. De tæller også to albums sammen med Gershon Kingsley, som nogle vil huske som manden bag det evige synth-hit ‘Popcorn’.
Jeg har ledt sporadisk efter syvtommere med Jean-Jacques Perrey i flere år, så glæden var stor, da min ven Christian gav mig den danske udgave af ‘The Little Ships’. En sang, der har alle de fede Perrey kendetegn: spøjse samples, kække næsten hoppende synthesizere og en melodi så glad, at den i over et år til stadighed vakte glæde som ringetone på en af mine gode gamle nokia-mobiler. Håber den har samme effekt i dag.
Da jeg var i starten af tyverne troede jeg, at jeg skulle have en tatovering af en lille raket for at huske barnet i mig. I mange år har jeg faktisk mest af alt holdt selve udførslen hen ved at spekulere over, hvilken placering der ville være bedst. Nu ved jeg, at jeg egentlig bare selv skulle have børn for at huske legesygen og den barnlige glæde over de små ting. For det var nok ikke den lille raket, der ville få mig til at udføre forsøg i få bobslæden hurtigst ned af kælkebakken, udskære skræmmende græskarhoveder, køre indkøbsvognsræs på Kvicklys parkeringsplads eller tusind andre rigtig sjove og barnlige ting. Ting, som jeg derimod har lavet sammen med mine børn, mens minderne fra min egen barndom og den barnlige glæde har boblet indeni. Dermed ikke sagt, at jeg ikke skal have en tatovering en dag. Men så bliver det af en anden grund.
Ligesom det kan boble af glæde indeni, når ens søn begejstret plasker ud af en vandrutsjebane og straks fægter med armene for at prøve igen, så bobler Les Surfs’ franske version af “If I Had A Hammer” af spilleglæde og overskud. Der er i hvert fald ikke meget tilbage af The Weavers’ originale folk-indspilning fra 1949. Derimod er det tydeligt at høre, at Les Surfs forlæg er Trini Lopez’ næsten lige så smittende indspilning fra 1963 (og den version jeg primært kender sangen fra). Men det franske, masser af råb i baggrunden og ikke mindst de mange håndklap gør nu, at Les Surfs helt sikkert har indspillet min favoritudgave.
NB: Som en lille kuriøs detalje kan jeg tilføje, at “If I Had A Hammer” er WikiLeaks’ “Inspirational Song”! Det giver nu ganske god mening, når man læser teksten.
Tage Grinderslev: Kun Et Lille Knald, Frøken Barsebäk
Jeg vil lade Tage Grinderslev fra Korsør føre ordet i dag og nøjes med at ønske godt Nytår!
Update – nu med teksten:
Kun et lille knald Frk. Barsebäk/Ellers blæser jeg væk/Det store knald kan jeg ikke li’/For så er vor forhold forbi/Fem minutter til klokken tolv/Din knaldfare gør mig så kold/Vor forhold får vist et ordentligt knæk/Hvis du knalder Frk. Barsebäk/Frk. Barsebäk, Frk. Barsebäk, din reaktor er vist lidt læk/Jeg løber ud i Pløresund/og gemmer mig på havets bund/Spar dit knald Frk. Barsebäk/For lyden gør mig så døv/Bevar vor fred, tag nu og prøv/og fri mig for atomets støv/Frk. Barsebäk, din knaldesæk, din reaktor er vist lidt læk/Jeg løber ud i Pløresund/og gemmer mig på havets bund/Frk. Barsebäk, du får halesmæk for din reaktor den er læk/Jeg løber ud i Pløresund/og gemmer mig på havets bund/Frk. Barsebäk, skyen! Du gjorde det!
Jeg vil supplere Flemmings allerede så fint leverede julestemning med et stykke fra vokalgruppen Four Jacks. En kvartet jeg ved tidligere lejlighed har sunget en delirisk skønsang om og nu igen med glæde kan hive frem. På en online indkøbstur faldt jeg nemlig over ‘De Glade Rensdyr’, som jeg ikke tidligere har set eller hørt, og dermed fik jeg endelig en jule-syvtommer der var værdig til denne side.
Sangen er ganske hyggelig, og der er selvfølgelig både klokker og bjælder med. Men mest interessant er det måske at høre, hvordan rensdyr i virkeligheden synger? Tilsyneladende på samme måder som smølfer, mus, pindsvin og andre væsener, der blev indspillet på plade i slutningen af 50′erne. Samtidig viser rensdyrene sig som nogle lattermilde dyr, der nyder arbejdet for julemanden. Og hvem ville egentlig ikke det?
Så kom der igen post fra Flemming aka. Organfairy, der som bekendt bygger og reparerer syntheziserer og bruger dem til at indspille de mest fantastiske covers af både kendte og mindre kendte sange. Og mens mit juleudvalg af syvtommere er yderst beskedent, så leverer Flemming her stemning for alle pengene:
Julen nærmer sig med raske skridt, så nu må det være passende at præsentere en dobbelt-jule-syvtommer med en musiker som engang var blandt pionererne, men som nu er stort set ukendt.
Peter Erling kom oprindeligt fra Vejle og startede som teenager med at spille først violin og senere harmonika og vibrafon. Men i årene efter 2. verdenskrig bragte den store Europæiske interesse for alt hvad der var amerikansk ham i en ny retning. Han fik mulighed for at købe et Baldwin elektron-orgel – et kæmpe skrummel fyldt med radiorør – og han blev derfor en af de første, hvis ikke DEN første, der spillede elektron-orgel (som ikke er det samme som et Hammond-orgel) i Danmark.
Det vakte en vis opsigt, og det blev også til flere pladeindspilninger, blandt andet denne dobbeltsyvtommer fra midten af 1960′erne, hvor han har opgraderet til en nyere Baldwin model. Den ene skive – “Julehygge” – er ret traditionel orgelmusik, måske inspireret af klangen fra Palladiumbiografens kinoorgel, der få år forinden var blevet revet ned. Den anden skive – “Børnenes jul” – er mere eksperimenterende.
Peter Erlings største styrke – og samtidig største svaghed – var at han nægtede at blive folkelig. Især efter at han senere fik et længerevarende engagement på Langeliniepavillonen i København så han sig selv som musikalsk ambassadeur, hvis fornemste opgave var at bringe finere dansk kultur ud til dem der satte pris på den. Dette betød at han blev anerkendt i snævre kulturkredse, mens den brede befolkning ikke anede hvem han var!
I 1970′erne – hvor elektron-orglet nu blev kaldt et el-orgel – blev han efterhånden trængt i baggrunden af de mere “poppede” organister. Mange husker nok Ole Erling (som i virkeligheden hedder Erling Olsen og derfor ikke er i familie med Peter Erling) og tyskerne Klaus Wunderlich og Franz Lambert som gjorde orgelmusikken til folkeeje. Samtidig steg interessen for selv at spille el-orgel hvilket Peter Erling ikke ubetinget brød sig om, da han mente at de små hjemmeinstrumenter, med deres rytmeboxe og øvrige automatik, ikke havde noget med rigtig musik at gøre.
Han fortsatte med at spille på Langelinie indtil slutningen af 1980′erne, og udgav lejlighedsvis en plade eller et kasettebånd. Han gav også en sjælden gang koncerter udenfor hovedstaden, men han blev dog, efter sin død i 1990, hovedsageligt husket som middagsmusiker på Langliniepavillonen.
Og nu må I have mig undskyldt, jeg skal afsted til en julefrokost…
Avs… så gik der søreme mere end to måneder hvor jeg ikke fik opdateret bloggen. Sådan kan det gå, når en lille ny kommer til verden og æder af ens fokus, tanker og ikke mindst nattesøvn. I mellemtiden har jeg dog fået skruet et mix sammen, der var tænkt som et underholdende element i min hustrus barsel. Der indgår hverken specielt kuriøse sange eller mange syvtommere i det, men jeg er nu godt tilfreds alligevel. En enkelt vinylsingle fik jeg dog sneget ind, nemlig The Box Tops: The Door You Closed To Me.
Memphis-orkestret The Box Tops har været forbi ramogens.dk før med “The Letter”, men jeg rammes nu stadig af Alex Chiltons stemme. Som der står på boxtops.com: “No American group since the Righteous Brothers had looked whiter and sung blacker than the Box Tops… Alex Chilton’s voice had more Memphis grit than was considered entirely proper for a white gentleman.” Teksten er dog temmelig trist og afspejler ikke særlig godt stemningen ovenpå barn #2. Indrømmet – familien er ret træt i det og overskuddet sprudler ikke just ud af mig. Men over det hele hænger glæden ved at have fået endnu en søn, som er blevet en del af vores familie og vi også skal (gen)opdage hele verden sammen med. Mon han bliver bange for sin skygge en dag? Mon han kan li’ når far spiller gamle plader? Mon han kan lide champignon? Hvem er den lille fyr egentlig? Det synes jeg er noget af det mest spændende ved at sætte et barn i verden. At lære det at kende og samtidig lære sig selv bedre at kende derigennem.
Nåmen, giv mit Our Future Days mix et lyt her, hvis du har lyst til at have hyggeren på en times tid i selskab med bl.a. Can, Tom Waits, Dixie Cups, Smokey Robinson & The Miracles og bob hund:
