Tage Grinderslev: Kun Et Lille Knald, Frøken Barsebäk
Jeg vil lade Tage Grinderslev fra Korsør føre ordet i dag og nøjes med at ønske godt Nytår!
Kun Et Lille Knald, Frøken Barsebäk
Tage Grinderslev: Kun Et Lille Knald, Frøken Barsebäk
Jeg vil lade Tage Grinderslev fra Korsør føre ordet i dag og nøjes med at ønske godt Nytår!
De Glade Rensdyr
Four Jacks: De Glade Rensdyr
Jeg vil supplere Flemmings allerede så fint leverede julestemning med et stykke fra vokalgruppen Four Jacks. En kvartet jeg ved tidligere lejlighed har sunget en delirisk skønsang om og nu igen med glæde kan hive frem. På en online indkøbstur faldt jeg nemlig over ‘De Glade Rensdyr’, som jeg ikke tidligere har set eller hørt, og dermed fik jeg endelig en jule-syvtommer der var værdig til denne side.
Sangen er ganske hyggelig, og der er selvfølgelig både klokker og bjælder med. Men mest interessant er det måske at høre, hvordan rensdyr i virkeligheden synger? Tilsyneladende på samme måder som smølfer, mus, pindsvin og andre væsener, der blev indspillet på plade i slutningen af 50′erne. Samtidig viser rensdyrene sig som nogle lattermilde dyr, der nyder arbejdet for julemanden. Og hvem ville egentlig ikke det?
Julehygge med Peter Erling og de små Nissemus
Peter Erling og De Små Nissemus: Julehygge
Peter Erling og De Små Nissemus: Børnenes Jul
Så kom der igen post fra Flemming aka. Organfairy, der som bekendt bygger og reparerer syntheziserer og bruger dem til at indspille de mest fantastiske covers af både kendte og mindre kendte sange. Og mens mit juleudvalg af syvtommere er yderst beskedent, så leverer Flemming her stemning for alle pengene:
Julen nærmer sig med raske skridt, så nu må det være passende at præsentere en dobbelt-jule-syvtommer med en musiker som engang var blandt pionererne, men som nu er stort set ukendt.
Peter Erling kom oprindeligt fra Vejle og startede som teenager med at spille først violin og senere harmonika og vibrafon. Men i årene efter 2. verdenskrig bragte den store Europæiske interesse for alt hvad der var amerikansk ham i en ny retning. Han fik mulighed for at købe et Baldwin elektron-orgel – et kæmpe skrummel fyldt med radiorør – og han blev derfor en af de første, hvis ikke DEN første, der spillede elektron-orgel (som ikke er det samme som et Hammond-orgel) i Danmark.
Det vakte en vis opsigt, og det blev også til flere pladeindspilninger, blandt andet denne dobbeltsyvtommer fra midten af 1960′erne, hvor han har opgraderet til en nyere Baldwin model. Den ene skive – “Julehygge” – er ret traditionel orgelmusik, måske inspireret af klangen fra Palladiumbiografens kinoorgel, der få år forinden var blevet revet ned. Den anden skive – “Børnenes jul” – er mere eksperimenterende.
Peter Erlings største styrke – og samtidig største svaghed – var at han nægtede at blive folkelig. Især efter at han senere fik et længerevarende engagement på Langeliniepavillonen i København så han sig selv som musikalsk ambassadeur, hvis fornemste opgave var at bringe finere dansk kultur ud til dem der satte pris på den. Dette betød at han blev anerkendt i snævre kulturkredse, mens den brede befolkning ikke anede hvem han var!
I 1970′erne – hvor elektron-orglet nu blev kaldt et el-orgel – blev han efterhånden trængt i baggrunden af de mere “poppede” organister. Mange husker nok Ole Erling (som i virkeligheden hedder Erling Olsen og derfor ikke er i familie med Peter Erling) og tyskerne Klaus Wunderlich og Franz Lambert som gjorde orgelmusikken til folkeeje. Samtidig steg interessen for selv at spille el-orgel hvilket Peter Erling ikke ubetinget brød sig om, da han mente at de små hjemmeinstrumenter, med deres rytmeboxe og øvrige automatik, ikke havde noget med rigtig musik at gøre.
Han fortsatte med at spille på Langelinie indtil slutningen af 1980′erne, og udgav lejlighedsvis en plade eller et kasettebånd. Han gav også en sjælden gang koncerter udenfor hovedstaden, men han blev dog, efter sin død i 1990, hovedsageligt husket som middagsmusiker på Langliniepavillonen.
Og nu må I have mig undskyldt, jeg skal afsted til en julefrokost…
The Door You Closed To Me
The Box Tops: The Door You Closed To Me
Avs… så gik der søreme mere end to måneder hvor jeg ikke fik opdateret bloggen. Sådan kan det gå, når en lille ny kommer til verden og æder af ens fokus, tanker og ikke mindst nattesøvn. I mellemtiden har jeg dog fået skruet et mix sammen, der var tænkt som et underholdende element i min hustrus barsel. Der indgår hverken specielt kuriøse sange eller mange syvtommere i det, men jeg er nu godt tilfreds alligevel. En enkelt vinylsingle fik jeg dog sneget ind, nemlig The Box Tops: The Door You Closed To Me.
Memphis-orkestret The Box Tops har været forbi ramogens.dk før med “The Letter”, men jeg rammes nu stadig af Alex Chiltons stemme. Som der står på boxtops.com: “No American group since the Righteous Brothers had looked whiter and sung blacker than the Box Tops… Alex Chilton’s voice had more Memphis grit than was considered entirely proper for a white gentleman.” Teksten er dog temmelig trist og afspejler ikke særlig godt stemningen ovenpå barn #2. Indrømmet – familien er ret træt i det og overskuddet sprudler ikke just ud af mig. Men over det hele hænger glæden ved at have fået endnu en søn, som er blevet en del af vores familie og vi også skal (gen)opdage hele verden sammen med. Mon han bliver bange for sin skygge en dag? Mon han kan li’ når far spiller gamle plader? Mon han kan lide champignon? Hvem er den lille fyr egentlig? Det synes jeg er noget af det mest spændende ved at sætte et barn i verden. At lære det at kende og samtidig lære sig selv bedre at kende derigennem.
Nåmen, giv mit Our Future Days mix et lyt her, hvis du har lyst til at have hyggeren på en times tid i selskab med bl.a. Can, Tom Waits, Dixie Cups, Smokey Robinson & The Miracles og bob hund:
Baby Twist
Buster Larsen og Lille Marlene: Baby Twist
Måske er det også på grund af den erkendelse, at Hr. Lorteland lyder så fornøjet mens han synger om, hvor drønirriterende hans datter egentlig kan være. Hun forstyrrer jo både hviletid, fodboldkamp og en sen aftenøl efter en lang dag. Men hvad gør det, når bare hun synes at farmand er en su-uu-permand? Sådan er livet så banalt, og det gælder ikke bare i musikkens verden men også her på matriklen.
Jeg glæder mig til at møde mit næste barn.
Den Spanske Loppe b/w Abdulla
Melody Mixers: “Den Spanske Loppe”
Melody Mixers: “Abdulla”
Herbert Alberts kække og altid forfriskende “Spanish Flea” er blevet noget gumpetung i Melody Mixers danske udgave. Faktisk i sådan en grad at “Den Spanske Elefant” ville være en mere passende titel. Men elefanter hopper selvfølgelig ikke så godt… Well, som så ofte før er det vigtigt at vende singlen og tage b-siden med. For når det kommer til “Abdulla” er der meget mere at sige!
Sangen har åbenbart bragt stor moro til de små hjem i slutningen af 60′erne. Og det kan man godt forstå, for er der noget mere sjovt end skør snak og eksotiske toner fra Saharas land? Jeg tror det ikke. Hør fx med her:
“Hør en sang om Abdulla Bambulla/en mand fra Saharas land/Han var sheik og bar rubiner/der var mange penge værd/havde ringe sat på alle sine tæer/Han var en stenrig mand med en rød turban/og han bar både dolk og sværd/Og hver aften klokken tolv red han ud på sin flotte kamel, der hed Knud”
Og så fortsætter historien ellers om Abdulla og den rappe mavedanserinde Fatima, der havde noget pjank for bag den fede sultans ryg. Særligt gengivelsen af både arabisk og kamelsprog får smilehullerne frem her på adressen. Og billedet af den labre larve Fatima, der spiser granatæbler og ser Fup Eller Fakta med Otto Leisner på et zebraskind for den sags skyld! Jeg håber, I vil værdsætte Melody Mixers kuriøse sang derude. Der er andet fint i vente fra dem til en anden go’ gang.
Ellers går livet sin vante gang i Viby J. Sommerferien var toppen, sneglen er tilbage på overlæben, Cirkus Summarum gjorde knægten helt kulret, og der gøres så småt klar til barn #2, som har meldt sin ankomst om et par måneders tid. Jo, der er nok at se til, hehe.
Troglodyte (Cave Man)
The Jimmy Castor Bunch: Troglodyte (Cave Man)
Vi skal forbi en artist som også for godt et år siden fik lov til at fylde disse pixels; nemlig The Jimmy Castor Bunch. Dengang var det Bertha Butt og hendes Butt-søstre, der stod i centrum mens Troglodyte er hovedperson på dagens single. Sjovt nok optræder alle parter dog på begge sange, selvom de udkom med tre års forskel. Og det giver god mening for det hele handler om mænd, kvinder, dans, sex og den søde søde funkmusik, som flød i brede baner i 70′erne. Se selv med her, hvor jeg har gjort en undtagelse og indlejret en video, fordi den er ret så morsom (det er fx ikke så tit man ser en cigarrygende dværg-huleboer rocke ud til sin rejsegrammofon!):
På grund af sin seje intro er “Troglodyte (Cave Man)” blevet samplet af ravl og krat fra Madonna over N.W.A. til DJ Shadow og Lil’ Kim & Phil Collins. For hvem har ikke lyst til at hapse et “What we’re gonna do right here is go back, way back, back into time”, når det bliver sagt af en wannabe neanderthaler med buksen fuld af fræk funk? Det er også et utrolig medrivende stykke musik, og hvis det ikke var fordi, at første halvdel af sommerferien allerede har forsikret mig om igen igen, at jeg ikke kunne være mere heldig med valg af hustru, så stod jeg nok selv i leopardpels og sang med om den primale jagt på hunkønnet.
Troppical
Telex: Troppical
Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.
Jeg har tidligere nævnt Flemming aka. Organfairy, som bygger og reparerer syntheziserer og bruger dem til at indspille de mest fantastiske covers af både kendte og mindre kendte sange (se og lyt med her). Han kontaktede mig for nylig for noget arkæologisk hjælp, som jeg desværre ikke kunne levere. Til gengæld spurgte jeg, om han ikke kunne tænke sig at lave et gæsteindlæg her på bloggen. Inden længe var der heldigvis post og den videreleveres her:
Lad det være sagt med det samme: Jeg er ikke DJ, men jeg kunne alligevel ikke stå for udfordringen om at være virtuel gæste-grammofon-causeur. Det var nemlig ret nemt at udvælge den plade jeg vil præsentere. Det var mit første møde med den elektroniske musik da jeg hørte den i 1980 som 8-Årig, og den gjorde et stort indtryk.
Historien bag Telex er at de tre belgiere, fotografen og arkitekten Michel Moers, jazzpianisten Marc Moulin, og produceren Dan Lacksman slog sig sammen til en trio der ville lave “noget der ikke var rock, noget der var europæisk, og uden guitarer”! De kastede sig derfor over den elektroniske musik, og havde en række mindre hits i de fransktalende lande i slutningen af 1970′erne. Deres impresario foreslog at de skulle indsende et bidrag til det belgiske melodi grand prix i 1980. Sangen kom til at hedde “Eurovision”, og minsandten om ikke den gik hen og vandt. Nu skulle verden erobres, og der var på et tidspunkt tale om en amerikansk lancering.
Desværre var resten af Europa ikke klar til at modtage Telex’s musik der blev beskrevet som “muntert bippende” (og sådan noget kunne vi sandelig ikke have her i vores seriøse melodi grand prix) så de måtte slutte som nummer 18 ud af 19 deltagere til finalen i Haag. Efterfølgende trak deres forbindelse i USA sig ud af samarbejdet.
Nu kender de fleste pladekendere – og grand prix ditto – sikkert Eurovision. Så derfor har jeg vendt pladen om. På B-siden finder vi en om muligt endnu mere muntert bippende melodi der hedder “Troppical”. Det er et sødt lille instrumentalt nummer bygget op omkring en rytmebox, et bas-loop, en simpel melodi, og en nærmest elver-agtig synthesizersolo hen imod slutningen.
Til sidst skal det lige nævnes at gruppens dårlige resultat i Haag gav inspiration til den CD-box der udkom i 1993 med alle trioens udgivelser. Den kom til at hedde “Belgium… one point”!
It’s All Over Now, Baby Blue
Them: It’s All Over Now, Baby Blue
Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.
Siden jeg lagde det utrolig lavteknologiske TANK Vol. 1 video-mix op i sidste måned har 78 mennesker været så venlige at lytte med. Kasper har desuden efterspurgt både trackliste og mp3, så man ikke behøvede at bruge både øjne og ører. Det første er blevet honoreret tidligere og hermed følger også en mp3 af mixet til download. I samme ombæring vil jeg gerne hive en ekstra sang fra mixet ind her, for det er en lille perle jeg faldt over for ikke så længe siden.
Det er ganske spændende at gå på jagt efter de original sange som Daft Punk, M.I.A. og mange andre så heftigt sampler fra og bygger videre på i dag. Alligevel er det ikke noget jeg dyrker så frygtelig meget. Måske er det egentlig derfor jeg er så glad for at være faldet over Thems fortolkning af Bob Dylans ”It’s All Over Now, Baby Blue”. En væsentlig del af guitarstykket har Beck nemlig samplet i sangen ”Jack-Ass”. Introen heri lyder faktisk som om den er optaget direkte fra en småslidt Them-plade, og det giver nummeret en dejlig støvet karakter. For en gangs skyld har opdagelsen af samples i en sang ikke devalueret den for mig, hvilket ellers sker ret så ofte. Beck tillægger derimod Thems atmosfæriske lyd masser af lag og gør det til sit eget. Han er nu en ganske cool fætter ham Beck. (Også fordi han har lavet en latterligt sej marriachi-version af sangen ved navn Burro. Tak til en god ven for at have givet den til mig på tolvtommer for mange år siden – Du fylder mine tanker meget i tiden og jeg håber tingene flasker sig).
PS. Dette er (endnu) et glimrende eksempel på, at Bob Dylan er en forrygende sangskriver, men han skal lade andre opføre sine sange. Jeg ved det er en kontroversiel holdning, men for dælen hvor er Thems udgave meget federe end Dylans vanligt rustne fremførsel (og her vil jeg tillade mig at sætte et udråbstegn)!
La maison où j’ai grandi
Françoise Hardy – La maison où j’ai grandi
Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.
Min veninde Kristina åbnede en ny art- og kaffeshop i Aarhus ved navn TANK i sidste uge. Hun havde egentlig bedt mig om at vende lidt plader til åbningsreceptionen, men jeg skulle desværre arbejde. Men med lige dele inspiration fra Christian d’Ors rigtig fine mix til københavnske The Log Lady Cafe og den evigt kække Q’s opfordring til at lave en DJ-video, endte jeg med dette resultat. Nemlig en god times pladevenderi en hyggelig aften hjemme i hyblen optaget på dårlig video og kun en pladespiller. Det er langtfra fancy, der er ret mange pauser i, og jeg vader rundt i joggingbukser og kommer til at vaske op oveni David Bowies “Space Oddity” (undskyld), men jeg er faktisk blevet ganske tilfreds med det første forsøg ud i dj-video-mixeriet, hvor simpelt det nu end er endt.
Jeg har sakset Françoise Hardy’s “La maison où j’ai grandi” ud her til ramogens.dk. Noget mere rolig end vanligt på dette site, men skal der ikke også være plads til lidt skønhed en gang imellem, hva’? Mormor gav den til Ralph d. 8/8, 1967 står der på coveret, og jeg tror Ralph var glad for den selvom han ikke har behandlet coveret alt for godt. Françoise Hardy derimod var ikke alt for glad i sine unge år, hvor børn af enlige mødre ikke var så pokkers velansete. Jeg tror betegnelsen var horeunge. Det kan man læse mere om her, hvis man lyster. Og ellers er det bare at trykke play herunder for en times hyggeligt dj-video-mix med Ramogens ved roret.
På opfordring fra Kasper kommer der her en trackliste:
The Velvet Underground: Femme Fatale
Booker T & The MG’s: Heads or Tails
Rolling Stones: Play With Fire
Belle + Sebastian: Dog on Wheels
Fabienne DelSol: Leave Her For Me
Thee Attacks: Love in the City
Them: Bye Bye Baby Blue
Henry Mancini: Pink Panther Theme
Françoise Hardy: La maison où j’ai grandi
Super Furry Animals: Fire in My Heart
Patsy Cline: Walkin’ After Midnight
Snake & Jet’s Amazing Bullit Band: The Many Colors of Mr. Van X
Cranes: Beautiful Friend
April Stevens: Teach Me Tiger
Lou Reed: Walk on the Wild Side
Wallace Collection: Day Dream
Hugo Montenegro: The Good, The Bad and The Ugly
David Bowie: Space Oddity